fotograf Rikke foensskov
fotograf Rikke foensskov sjælland
haslev fotograf

Hvem er jeg? 


Mit navn er Rikke Fønsskov Andersen, og jeg er fotograf med hjertet fyldt af kærlighed til familier, børn og alt det nære, livet byder på.


Jeg er født i 1993 og mødte min mand, da jeg var 16 år gammel. Vi blev gift i 2015 og har sammen tre skønne børn født i 2014, 2017 og 2019. Vores familievej har ikke været uden udfordringer – vi har blandt andet været igennem fertilitetsbehandling, og netop det har givet mig en dyb forståelse for, hvor værdifulde de små øjeblikke og minder virkelig er.


Vi bor i Haslev, hvor vi i 2015 købte hus, og det er her, jeg har mit fotostudio. Det føles trygt og hjemligt at arbejde i mine egne rammer – og det er vigtigt for mig, at mine billeder emmer af netop den tryghed og kærlighed.


Min egen baggrund er vigtig for min passion for fotografering. Jeg kommer fra en dysfunktionel familie, og derfor har jeg altid haft en stærk drivkraft for at give børn noget andet: billeder, de kan kigge på, og som viser den ubetingede kærlighed fra deres forældre. For mig handler fotografering ikke bare om at tage et billede. Det handler om at forevige følelser, dufte, minder og den varme, der omgiver en familie.


Fra 2013 til 2020 arbejdede jeg på en lokal folkeskole i Haslev, hvor jeg underviste på alle trin – fra indskoling til udskoling. Jeg havde både undervisning, trivselstimer og var med i SFO/klub. Arbejdet med børn har altid været en stor del af mit liv og er noget, jeg vægter og elsker højt. Denne erfaring tager jeg med mig i min fotografiske tilgang og i måden, jeg møder familier og børn på.


Jeg opdrager mine egne børn efter det nye børnesyn, og det er netop denne respekt, nærvær og anerkendelse, jeg også bringer ind i min virksomhed.


Min fotografiske rejse begyndte egentlig allerede som barn, men jeg begyndte først at fotografere andre end min egen familie i 2017. I 2020 tog jeg springet og startede min egen virksomhed – og siden har jeg levet af mit lille hjertebarn: Fotograf Rikke Foensskov.

Mit ønske er, at du som familie får billeder, der ikke bare er smukke, men som fortæller jeres unikke historie. Billeder, der bringer jer tilbage til den tid, de blev taget – med alle følelser, kærlighed og nærvær intakte.


Jeg er autodidakt og selvlært fotograf, som også har haft glæden af at tage kurser hos dygtige kollegaer. For mig handler det at tage gode billeder ikke kun om teknikken, men i lige så høj grad om at være et nærværende og lyttende menneske. Det handler om at kunne se, føle og mærke øjeblikket, inden det opstår – så jeg kan forevige det med ægthed og varme.

Har du nogle spørgsmål, så er du meget velkommen til at skrive.
Kærligst Rikke

Privacy policy

OK